Et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden
Udgivet af Michael Agerskov
3.1 Reinkarnation
(Sjælevandring) er det princip, efter hvilket Gud fører menneskeheden frem mod lyset, dvs. frem mod større åndelig modenhed, indsigt, kærlighed, renhed i sind og tanker. Herom står i VML bl.a. at læse (s. 251):
Gennem de talrige Inkarnationer opbygger Menneskeaanden sin individuelle Personlighed. Ligesom det modne eller aldrende Menneske i Erindringen kan skue tilbage paa sine Tanker og Følelser, samt genkalde sig oplevede Tildragelser og udførte Handlinger lige fra de tidlige Barneaar, og dog som fuldvoksent Menneske paa alle Punkter føle sig identisk med Barnet, der langsomt er modnet gennem Dage og Aar, saaledes kan den frigjorte Aand i tilbageskuende Erindring, saa langt som Tanken kan naa tilbage i Tiden, genkalde sig de menneskelige Skikkelser, som den har aandelig levendegjort, og dog fuldtud føle sig identisk med dem alle. I kalejdoskoplignende Billeder kan Aanden følge sit "Jegs" gradvise Udvikling fra de første svage, lidet personlige Væsener, som den har været knyttet til, lige til de, gennem en langsom Fremadskriden, mere udviklede og mere selvbevidste Personligheder.
Så længe mennesket er inkarneret på jorden, har det naturligvis ingen erindring om sine tidligere liv; al erindring herom ligger gemt i den såkaldt psykiske hjerne, åndens store nervecenter (5 Note) Den viden, ethvert menneske er i besiddelse af under livet på jorden, udgør således kun en brøkdel af den diskarnerede menneskeånds viden. Kun under hypnose og enkelte former for narkose kan det på jorden inkarnerede menneske - i visse tilfælde - opnå adgang til en del af det, der ligger gemt i den psykiske hjerne. Alle forsøg på at opnå en sådan adgang vil dog uvægerligt gribe forstyrrende ind i menneskets jordeliv og er derfor imod Guds love.
Gud lægger altid en plan for menneskeåndernes forskellige inkarnationer på jorden. Forud for hver eneste af sine inkarnationer får det enkelte menneske således meddelt, hvad Gud i store træk forventer sig af det i det forestående jordeliv, og først når mennesket fuldt ud har forstået årsagerne til, at dets næste inkarnation må forme sig på den af Gud valgte måde og billiget den, tiltræder det sin inkarnation. For at retlede mennesket og for at undgå skadelige afvigelser fra sin plan med dets enkelte jordeliv, udstyrer Gud altid mennesket med en skytsånd. Denne skytsånd, der som regel vil være én af de Yngste (se afs. 1.3), står i tæt tankeforbindelse med det enkelte menneske under dets jordeliv og vil altid advare det, når det står i begreb med at udføre en hadsk eller på anden måde skadelig handling. Skytsåndens advarsler og formaninger vil af mennesket blive opfattet som en samvittighedens indre stemme. Handler mennesket bestandigt imod denne indre stemme ved at give efter for sine egne slette tilbøjeligheder o.l., forlænger det blot unødigt sine inkarnationers række. Efter hvert endt jordeliv må mennesket i sin astrale opholdssfære (se afs. 1.5) nøje gennemtænke alt, hvad det har foretaget sig. Skytsånden vil afkræve det en sandfærdig redegørelse for alle de tilfælde, hvor det har været i strid med sin samvittighed, og ved billedligt at oprulle alle de situationer for mennesket, hvor det i det tilendebragte jordeliv handlede syndigt, vil skytsånden bl.a. søge at vække dets anger. Så snart denne indfinder sig, vil Gud i kraft af sin uendelige barmhjertighed tilgive sin skabning, men hvad mennesket har syndet mod sine medmennesker, må det også opnå tilgivelse for hos sine medmennesker; Gud hverken kan eller vil tilgive på andres vegne. Kristne mennesker har aldrig nogensinde og vil aldrig nogensinde kunne opnå tilgivelse for deres synder ved at tro på Kristi korsfæstelse som en soningsdød (se afs. 2.2). Såfremt mennesket ikke angrer sine syndige tanker og handlinger, og såfremt mennesket ikke rettidigt - enten på jorden eller i sit sfæriske opholdssted - opnår tilgivelse hos den eller de medmennesker, mod hvem det har forsyndet sig, hjemfalder det uundgåeligt til soning under gengældelsesloven. Mennesket må da i sit næste jordeliv selv gennemleve de lidelser - legemlige eller åndelige - som det tidligere påførte andre. Det må understreges, at alle tanker og handlinger registreres af Gud; såvel de mindste som de største lovbrud må sones. Hvert enkelt menneskes inkarnationsrække kan under denne synsvinkel altså betragtes som ét stort, karmisk regnskab, et regnskab, som kun én formår at rumme i sin tanke - Gud: "Ingen sinde slipper Mennesket - naar det ikke angrer - med en mindre Bod, end det fortjener. Tungen paa Guds Vægtskaal viser ingen Sinde fejl. Syndeskyld og Sonebod vil altid opveje hinanden" (6 Note) På baggrund heraf må det tillige stå klart for enhver, at al tale om "den straffende Gud" er aldeles uden hold i virkeligheden; ved sine egne gode eller slette handlinger fælder mennesket dom over sig selv - Gud stadfæster blot dommen. Og på grund af Guds ufejlbarlighed må ligeledes følgende stå klart for enhver: Intet menneske lider mere, end hvad det selv har forskyldt i de fortidige tilværelser og intet menneske har nogensinde været udsat for en uretfærdighed fra Guds side.
Det guddommelige opdragelsesprincip er urokkeligt: enhver må høste som han sår. Men er Gud således ubøjelig i sine krav til menneskene, er Han dog samtidig hele menneskehedens milde, barmhjertige og medfølende Fader; enhver kan i tanken henvende sig til Gud, når som helst han eller hun føler behov derfor. Aldrig trættes Gud af menneskenes bønner, aldrig lukker han sine ører for den lidendes klager eller den plagedes sorger. Stedse er Gud rede til at yde sine skabninger den hjælp, de beder Ham om, til at give den støtte, de har behov for. Og Gud ønsker at bringe denne hjælp, for menneskene er Hans inderligt elskede børn; intet menneske er for usselt til Guds kærlighed, intet menneske lukkes ude fra Faderens uendeligt dybe barmhjertighedsfølelse - alle mennesker er lige for Gud. Og således vil Gud via sin tanke bistå enhver, der ikke alene formår at bære sine lidelser. Alle støtter og hjælper Han; ingen afskæres fra Hans almægtige, altomsluttende tanke; såvel det frommeste som det mest ugudelige, ikke troende menneske modtager af Faderen den støtte, det har behov for under jordelivets ofte så udmattende prøvelser. Når et menneske beder, bør det dog ikke altid tænke på sig selv, på sine egne kvaler og byrder. Herom taler den ældste af de Yngste, Kristus, i VML (s. 108):
"Hører mig, I Mennesker! Værer ikke selviske i eders Bøn, men beder for alle paa den hele Jord; beder for alle dem, der vandre med eder, og for alle, der have forladt eder. Thi ved Bønnen sprede I Mørket og drage Lyset til eder og til dem, for hvem I bede. Sandelig, jeg siger eder: Bønnens Magt er stor, naar den bæres af kærlige Tanker; thi I skulle erindre: i Bønnen mødes I med vor Fader!"
Som regel er det dog kun den, der selv har lidt, der formår at føle en så dyb medlidenhed med andre lidende, at han/hun evner at bede for dem af et helt igennem uegennyttigt sind. Mennesker, der i tidligere inkarnationer har gennemlevet mange lidelser, vil nemlig i deres senere jordiske tilværelser bevare en vag erindring om de følelser, lidelserne har fostret i deres sind, og dén åndelige modenhed, de herved opnår - i sig selv en uvurderlig - og umistelig - rigdom - vil sætte dem i stand til intuitivt at leve sig ind i deres medmenneskers sorger, smerter og bekymringer. I denne smerteligt tilkæmpede evne til medfølende indlevelse ligger således også kilden til forøgelse og fordybelse af den enkeltes evne til at fatte kærlighed til andre - det essentielle formål med menneskenes liv på jorden. Og da kærlighed således er livets højeste mål, må selvsagt alle former for fjendskab være ophørt, al strid for længst være bilagt, før det enkelte menneske for bestandigt kan løses fra livet på jorden. Af samme årsag sørger Gud til enhver tid for, at mennesker, der i et jordeliv har stået over for hinanden som bitre modstandere, engang, i en fremtidig inkarnation, vil mødes som nære slægtninge. Således vil de pågældende, ad åre, kunne knytte kærligt venskab, hvor der før var bittert fjendskab.
Hvor varme og sympatiske, menneskenes indbyrdes forhold end vil blive efterhånden som den åndelige udvikling skrider frem, vil de dog aldrig kunne måle sig med den dybe kærlighed og forståelse, som det enkelte menneske med tiden vil udvikle i forholdet til sin dual. Gud har nemlig skabt alle sine børn - såvel de Yngste og de Ældste som menneskeånderne - som par; til hver kvindelig ånd hører en mandlig, og det er Guds hensigt, at alle skabninger i løbet af deres udvikling skal nå frem til en tilstand, hvor den mandlige ånd på en fuldendt harmonisk måde vil komplettere den kvindelige - og omvendt. Uendelig langsomt, gennem utallige inkarnationer, oparbejder hver enkelt menneskeånd et stadigt stærkere, emotionelt bånd til sin dual, i hvis nærhed den vil blive inkarneret så ofte, som det kan lade sig gøre. Dog vil dualernes forhold til hinanden ikke kunne nå deres fuldendelse før det endelige mål, målet for menneskehedens vandring mod lyset, er nået: Guds rige.
Endnu må dog mange evigheder svinde, førend dette fjerne mål vil være nået. Fra oversanselig side er oplyst, at menneskeånderne fremover (7 Note) vil være bundet til livet på jorden i adskillige mio. år (ganske vist er hviletiden i sfærerne mellem de mange inkarnationer medregnet i denne tidsangivelse) (8 Note)
Som nævnt ovenfor, er det dog op til det enkelte menneske, hvor mange inkarnationer, det mere præcist må gennemleve; ved sin frie vilje til godt eller ondt afgører man sin egen fremtid. Netop den frie vilje er genstand for "Guds Tjeners Tale" (VML s. 123ff.), en tekst af primært etisk indhold, hvormed nærværende oversigt over indholdet af "Vandrer mod Lyset! Et Budskab til Menneskeheden fra den oversanselige Verden" passende kan afrundes med denne pasus fra "Guds Tjeners Tale" s. 124:
- (...) Naar ville I lære at følge eders Samvittighed, at lytte til Sandhedens, Kærlighedens og Retfærdighedens Stemme, der taler til eder?
- Naar ville I undlade at smæde dem, der i Viden er forud for eder?
- Naar ville I lære at fryde eder over det, der er eders, uden at misunde eders Næste eller fratage ham hans Ejendele?
- Naar ville I undlade ved Vold eller Uagtsomhed at afbryde eders eget eller eders Næstes Jordeliv, før den Død og Dødsstund indtræder, der af Gud Herren er optegnet for hver enkelt af eder?
- Naar ville I standse de grufulde, blodige og gudsbespottelige Kampe, der ideligen udkæmpes imellem eder?
- Naar ville I bortslette alt Racehad og lære at agte og elske hverandre?
- Og naar, naar ville I - farvede og ikke farvede - alle enes om at byde en varig Fred velkommen iblandt eder?
Disse Spørgsmaal bød eders Fader mig at gøre eder. Hvorledes vil eders Svar blive? Thi Fremtiden hviler i eders egen Haand; saaledes som I ønsker det, saaledes som I vil det, saaledes skaber I eders og eders Efterkommeres Fremtid.
Mennesker! eders Fader længes efter eder! Han bød mig, sin Tjener, at bringe eder alle Hans faderlige Hilsen. Hans Fred være med eder i Evigheders Evighed! Amen.
(1 Retur til teksten)
Ardor er som ondskabens øverste repræsentant blevet kendt af mennesker under mange forskellige navne gennem tiderne: Satan, djævlen, antikrist, Lucifer, Iblis og Beli'al er blot nogle af dem.
(2 Retur til teksten)
Hvordan Ardor mere konkret har båret sig ad med at omsætte sine talrige planer for menneskehedens fremtid til jordiske begivenheder, er forklaret nøje i VML s. 288-293
(3 Retur til teksten)
Nærværende uddrag stammer fra "Spørgsmål & Svar - første supplement til Vandrer mod Lyset!" s.95-96
(4 Retur til teksten)
"Forsoningslæren og Genvejen. Et Budskab fra den oversanselige Verden til alle, der bærer Kristennavnet" Se side 23.
(5 Retur til teksten)
Om forholdet mellem den psykiske og den fysiske hjerne findes i VML og tilknyttede værker et par udførlige afhandlinger. Afgørende landvindinger inden for den videnskabelige udforskning af menneskets hjerne vil være umulige, så længe de her givne oplysninger lades ude af betragtning.
(6 Retur til teksten)
"Spørgsmål og Svar - andet supplement til Vandrer mod Lyset!" s. 53.
(7 Retur til teksten)
"Fremover" skal her forstås som den tid, der er sat ind med de Ældstes tilbagevenden til Gud i det 20. århundrede, altså i den tid, der først for nylig er begyndt (se afs 1.11).
(8 Retur til teksten)
VML s. 303 og "Spørgsmål og Svar - første supplement til Vandrer mod Lyset!" s. 52-53