Et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden
Udgivet af Michael Agerskov
2.1 Hvad var formålet med Jesu liv, hvad gik hans mission ud på?
"Jesus sendtes til Jorden for at lære Menneskene: at elske den sande Gud af hele deres Hjerte, Sjæl og Sind, og at elske deres Næste, som de elsker sig selv; han sendtes til Jorden: for at løse Jødefolket ud af Mose-Lovenes tyngende Baand; og han sendtes til Jorden for, om det var muligt, som Menneske: at fatte Medlidenhed i sit kærlige Hjerte med den Mørkets Aand, Menneskene kaldte Satan, og i kraft af sin Medlidenhed at bede for hans Løsning fra Mørkets og Syndens Magt" (4 Note) Som nævnt ovenfor bekæmpedes Kristus imidlertid under sit jordeliv af Ardor ("Satan"). Og han formåede derfor ikke at fuldføre det hverv, Gud havde givet ham. Dette delvise nederlag ændrer imidlertid ikke ved, at Jesus Kristus er menneskehedens frelser. Sin frelserstatus har Kristus dog på ingen måde opnået i kraft af et sonoffer, sådan som kristendommen lærer det, men derimod i kraft af sin aldrig svigtende, tålmodige og opofrende gerning som menneskehedens fører ud af mørket, frem mod lyset (se afs. 1.5 og 1.9-1.10). Som de Yngstes leder har Kristus gennem evigheder udført sin kærlighedsgerning for menneskeheden fra de oversanselige verdener, og han vil vedblive med at gøre det til den dag kommer, hvor det sidste menneske har gennemlevet sin sidste inkarnation på jorden (se afs. 3).
Da det omkring 1911 lykkedes for Guds udsendinge, lysets ånder, at få åbnet en ny, alternativ kommunikationsvej til menneskeheden, idet de etablerede en klar, tillidspræget forbindelse til et på jorden inkarneret medium (se afs. 1.9), blev det pludselig muligt - direkte og helt uden påvirkning fra mørkets tjenere - at få meddelt menneskene de af Guds love, som den ældste af de Yngste under sin inkarnation som Jesus af Nazareth havde prædiket om på jorden. Aldeles befriet for århundreders tildigtninger og forvanskninger meddeler den ældste af de Yngste således sin rene kærlighedslære i VML. Denne del af værket, "Kristi Tale", udgør samtidig en nøjagtig redegørelse for dén etiske kodeks, Gud lægger til grund for sin evaluering af ethvert menneskelivs facit. I et pragtfuldt, klart og ophøjet sprog prædiker Kristus i sin tale om kærligheden som den alt besejrende magt, om Guds forhold til menneskeheden. Han taler om, hvordan enhver ud fra sit inderste må nå til forståelse af, at Gud er uendelig meget mere, uendelig meget højere, retfærdigere og kærligere end nogen af de etablerede religioner har lært menneskeheden. Og han taler om, hvordan ethvert menneske ved trygt at give sig ind under Guds ledelse og ved at tilgive den angrende Ardor, vil besejre mørket og dermed blive seende: "Ja, ville I følge mig, da skal Himlens Fred og Salighed sænke sig over eder, thi da vil Evighedshåbet blive til vished, da ville I med urokkelig Vished vide, at Døden kun for en Stund fjerner eder fra dem, I elsker".
Fordi VML meddeler Kristi oprindelige og sande lære, fortsætter og afslutter den de kirkelige reformatorers gerning, og fordi Kristus i og med sin tale atter har manifesteret sig for menneskeheden, udgør VML på samme tid Kristi andet komme. Disse kendsgerninger vil det givetvis være vanskeligt at forstå og acceptere for mange mennesker, og derfor skal der her siges lidt mere om de implikationer, der ligger i VML's fremkomstform og karakter af åbenbaring. Mange har ment, at de lod sig lede af det væsentlige, når de prøvede at bedømme VML ud fra den måde, hvorpå værket er kommet frem i den jordiske verden, men man er nødt til at forstå, at denne først kan ses i det rette lys, når værkets tanker og beretninger er gennemtænkt og bedømt ud fra et dybt og alvorligt tankearbejde. Først da vil man kunne begribe, hvorfor dette enestående budskab var nødt til at fremkomme på den valgte måde. Imidlertid vil der nok også i fremtiden være mennesker, der, uanset VML's meddelelser desangående, dømmer som så: Hvordan skal man kunne anerkende et værk, der er bragt til veje på en så anderledes, alternativ og mærkværdig måde? Hvorfor skulle vi vælge at tro på, at de evige sandheder er blevet bragt os via en sådan psykisk arbejdsform? Men hvad er det egentlig, man dermed hævder? Man hævder dermed, at man i sidste ende ved bedre end Gud; man hævder i virkeligheden, at man er i besiddelse af et større klarsyn, en sundere dømmekraft, end Ham, der ser alt, hører alt, ved alt. Og mon ikke man i stedet for at forfalde til sådanne former for eksorbitant ubeskedenhed burde efterprøve lødigheden af de grunde, der i VML er givet for Guds valg af den nævnte arbejdsform? Mon ikke man i stedet for straks at udslynge uforstående, forhastede og uforstandige domme over værket, pga. dets alternative grundlag, burde sætte sig grundigt ind i det og først derefter danne sig sin mening? Ingen havde forventet, at Kristi andet komme skulle finde sted i og med fremkomsten af en bog. Og mange år må sikkert svinde, førend man begynder at finde sig til rette i visheden om, at det faktisk er dette, der er sket. Dén vantro, med hvilken mange af nutidens kristne har mødt VML, rokker imidlertid ikke det mindste ved den uendelige betydningsfuldhed, der ligger i dette værks fremkomst, og hvis det først bliver de kommende generationer af kristne mennesker, der formår i VML at se Kristi genkomst og den endegyldige åbenbaring, vil der da heller ikke være noget enestående i dét. For også i menneskehedens hidtidige historie er det gang på gang gået sådan, at Guds gaver til jordens børn - givet via de menneskeliggjorte Yngste (se afs. 1.5) - først er blevet anerkendt og værdsat mange år efter deres fremkomst; som regel har først eftertiden formået at øjne kostbarheden af det, samtiden blindt forkastede.
Gå til afsnit
3 Menneskets åndelige modningsproces.