Et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden
Udgivet af Michael Agerskov
|
VIGTIGT: Under læsningen af det følgende bedes
man erindre, at denne tekst er et referat, en redegørelse
for indholdet af et større værk - ikke et samlet udsnit
af værket selv. Hvor oplysninger og konklusioner måtte
forekomme læseren at være uunderbyggede påstande
eller utilstrækkeligt belyste betragtninger, bedes læseren
derfor gå direkte til kilderne for der at opsøge de
savnede mellemregninger. Og hvor en læser måtte være
tilbøjelig til at fælde dom over "Vandrer mod
Lyset!" på grundlag af følgende tekst alene, vil
det være denne læsers pligt først at konsultere
de skrifter, hvoraf det følgende kun er en gengivelse. Ved at klikke på afsnitstallene herunder kan man springe rundt mellem de forskellige afsnit. Læg venligst mærke til noterne i teksten. Christian N. Eversbusch |
1 Mørkets kamp mod lyset i den oversanselige og den jordiske verden.
1.1 Alment.
"Fra Evighed af var Mørket overalt. I Mørket var Lyset; i Lyset vare Tanken og Vilien. Men Tanken og Vilien vare ikke i Mørket. I Lyset var alt det godes Mulighed, men i Mørket var alt det ondes Mulighed"
Således begynder "Ardors Beretning", der indleder "Vandrer mod Lyset" (i det følgende: VML) og i mangt og meget danner grundlag for værkets samlede budskab. Beretningens første del forsøger at gøre forståeligt for menneskeheden, hvorledes altet var beskaffent før tiden begyndte. Alle livsmuligheder var endnu rent latente størrelser, altet hvilede i fuldkommen ro. Intet var skabt eller bragt til live. Blot urkræfterne, lyset og mørket - vældige, kosmiske energikomplekser - samt urtanken og urviljen eksisterede i afbalanceret stilstand.
Efter evigheders absolutte ro indtrådte en forandring i urtilstanden, idet tanken og viljen med en svag urosdirren reagerede over for mørkets udstrålinger. Ukendte evigheder svandt, og efter en uendelig langsomt fremadskridende kamp ud af mørket forenedes da urtanken og urviljen til et fuldkomment, åndeligt lysvæsen - Gud som personlighed. Gud er således ikke skabt, men har været fra evighed af - omend han/hun i en uendelig fjern fortid altså ikke eksisterede som et 100% personligt væsen.
Lys og mørke i oversanselig forstand er for mennesker abstraktioner, men for Gud og alle åndelige væsener er de realiteter, mægtige magnetisk virkende kræfter. Skønt disse urkræfter ikke kan ses med menneskelige øjne, er de i allerhøjeste grad virksomme, også her på jorden. Hvordan lyset og mørket er beskafne, hvilke forskellige styrkegrader de findes i, hvordan de manifesterer sig, dels i verdensrummet, dels på jorden, og hvilke lovmæssigheder, der er forbundne med deres manifestationer - alle disse og mange andre forhold vedrørende urkræfterne behandles indgående i VML og tilknyttede værker. I nærværende referat vil lyset og mørket dog udelukkende blive omtalt i forbindelse med de præhistoriske og historiske begivenheder, som de i høj grad har haft indflydelse på - skønt den etablerede videnskab her på jorden endnu ikke har noget kendskab til dem (Det er først i og med grundlæggelsen af nye forskningsfelter som parapsykologien, at videnskaben er begyndt at få øjnene op for disse hhv. positivt og negativt virkende kræfters indflydelse på menneskers åndelige og fysiske liv).
Da Gud fremsteg som personlighed, var Han mørkets besejrer og lysets behersker. Af lysets æteriske materiale skabte Gud vældige skarer af pragtfulde, fuldendt skønne og kærlige væsener. Med disse åndelige individer levede Gud da gennem millioner af år en oversanselig tilværelse i fuldkommen fryd og harmoni. Omgivet af pragt og skønhed - såvel af landskabelig som af kunstnerisk og bygningsmæssig art - lærte Gud - der ved sin altomfattende tanke, selve logos, rummer al erkendelse, al viden - sine skabninger at udgranske de love, Han efter sin fremstigen havde givet for universets kloder, disses baner og stoflige sammensætning. Og Gud vedblev med at bibringe sine skabninger viden. Han lærte dem om de mange livskim, de mangfoldige muligheder, der ligger gemt i lyset, og Guds mange børn fortsatte gennem evigheder med at gøre store fremskridt i visdom og i kærlighed.
Når man læser disse partier af VML, må man huske på, at det ikke vil være muligt for noget menneske at forestille sig, hvordan denne oversanselige tilværelse formede sig for Gud og Hans først skabte børn; for det første stod (og står fortsat) alle de åndelige individer, der her er tale om, såvel intellektuelt som følelsesmæssigt, uendelig meget højere end selv det mest alsidigt begavede menneske, og for det andet er - som Ardor udtrykker det i sin beretning (s. 4) - selv "Jordens skønneste Egn taaget og kold sammenlignet med Guds Herlighedsrige".
Da Gud så, at Hans børn var nået såre langt i deres åndelige modningsproces, erkendte Han, at den tid var kommet, hvor de selv ville være i stand til at lede åndeligt umyndige væsener frem til et personlighedsstade, der i højde svarede til det, de selv befandt sig på, og Gud besluttede da at udvælge de til et sådant opdragelsesarbejde bedst egnede. Længe grundede Guds først skabte børn over den vanskelige opgave, som deres Fader meddelte, Han agtede at stille dem. Blandt dén store skare af åndelige personligheder, der i VML benævnes "de Ældste", var der da mange, der begyndte at føle sig sikre på, at Faderens valg måtte falde på dem. De Ældste mente sig bedre kvalificerede end deres yngre søskende (dén vældige skare af Guds først skabte børn, der i VML omtales som "de Yngste"), og med tiden indsneg sig således hos dem hovmodets tanke, den første syndige tanke i det skabtes historie. Eftersom der i den åndelige verden - usynlig for jordiske øjne - gælder den faste lov, at enhver slet eller nedrig tanke tiltrækker mørket, ligesom enhver positiv eller kærlig tanke tiltrækker lyset, så tiltrak de Ældste med deres hovmodige tanker - ganske automatisk - mørkets urkraft. Utålmodige og egenrådige, som de blev, undrede de Ældste sig over, at Gud fortsat tøvede med at udvælge dem. Og således vandt mørket for alvor indpas i deres sind. På trods af Guds indstændige advarsler, søgte de Ældste ikke at vogte sig for den forurening af deres tanker, som mørkepåvirkningen afstedkom, og i overmodig tiltro til deres egne evner drog de Ældste da bort fra Guds rige. De tog bolig i en æterisk lysverden, deres Fader havde skabt omkring dén fjerne klode, Han havde udpeget som opholdssted for dé nye væsener, Han tænkte at skabe. Denne klode var jorden. I deres nye opholdssted omkring jorden besluttede de Ældste selv at skabe åndelige væsener af lyset, men de formåede ikke at løse livets gåde. Da bestemte de i stedet at skabe af mørket. Atter lod Gud sin stemme lyde for at advare de Ældste, men Han måtte snart indse, at deres egenrådige beslutning var truffet. Med uendelig sorg erfarede de Yngste, at deres ældre søskende var faldet for mørket, og de bad da deres Fader om at befale de Ældste at drage hjem, men en sådan handling ville have været uforenelig med Guds faderlige væsen, "thi Gud tvinger ingen til at gøre det rette, og ingen maa tvinge sin Næste".
Anmærkning: Om de Ældstes fald har Guds udsendinge gennem årtusinder forsøgt at oplyse menneskene. Verdensreligionernes og de mytologiske overleveringers beretninger om et forhistorisk syndefald stammer herfra og skriver sig således alle fra samme kerne af sandhed (se VML, især s. 306).
Fordi de Ældste var blevet enige om at forske og arbejde i og med mørket, drog de (i kraft af deres for mennesker helt ubegribeligt store tanke- og viljestyrke) vældige hobe af koncentreret mørke ind over jordkloden. De talrige kim til forskelligartede livsformer, som Gud (i kraft af sin vilje) havde nedlagt i jordkloden, blev således "befrugtede" af mørket i stedet for af lyset som det havde været Guds hensigt. Syndefaldets organiske resultat blev derfor et komplet vanartet, karikeret og hæsligt dyre- og planteliv, en vrimmel af livsformer, der forfærdede de Ældste, da de første gang steg ned på jordkloden fra deres sfæriske opholdssted. Via de seneste tiders forskning i dinosauriernes adfærd, udseende og livsbetingelser er vi mennesker rykket nogle skridt nærmere en forståelse af disse jordens første dyrearter og dén skræmmende verden, der omgav dem.
Til trods for de rædselsvækkende livsformer, der mødte dem på jorden, forblev de Ældste opsatte på at frembringe væsener af mørket, væsener, de selv ønskede at lede. De Ældstes skabelsesforsøg varede henved to millioner år. Efter således ad utallige omgange at have eksperimenteret med de livsmuligheder, det materielle mørke rummer, og med de materier, jordens verden byder på, lykkedes det omsider for de Ældste at frembringe deres første levedygtige skabninger. Men da de Ældstes skønheds- og formsans, pga. mørkets forvirrende og forvrængende indflydelse, ikke længere stod på højde med den enkeltes evne til at ville, skabtes flere indbyrdes forskellige og dybt primitivt udseende prototyper. VML (s. 164): "Nogle af de ældste Menneskeslægter har i Aberne efterladt et synligt Minde om det ringe Standpunkt, hvorpaa de stod i de første mange Aartusinder (...). Saavel legemlig som aandelig stod Menneskene i de første mange Tider omtrent paa samme Niveau som Dyrene, og da Mørket ved Menneskenes Skabelse var saa godt som eneherskende paa Kloden, blev de tillige blodsbeslægtede med alle dalevende Pattedyr. Ved Parring med flere forskellige Dyrearter fremkom de første Abeformer". "Ved de først fremkomne Abedyrs indbyrdes Formering og ved deres og deres Afkoms Forbindelser, dels med Mennesket, dels med andre Pattedyr, udvikledes efterhaanden den Rigdom af Abearter, som nu findes spredt over Jorden, og hvoraf nogle omtrent i lige Linje nedstammer fra Menneskene." Altså: Menneskeslægten nedstammer ikke gennem forskellige Udviklingstrin fra Dyrene, men er fremgaaet af skabte Væsener.
Hvorledes de Ældste udførte denne Skabelse vil ingen sinde blive forklaret for Menneskene (VML s. 163)".
Noget over en million år efter de første mennesker var blevet skabt, kaldte Gud atter på de Ældste. Da havde mange af dem længe sørget over det grufulde liv, de havde frembragt på jorden, og - trods det tætte mørke, der omgav dem og stedse nedbrød deres førhen så strålende personligheder - formåede nogle af dem, uselvisk, at bede Gud om hjælp for deres skabninger. For deres bøns skyld lod Gud da en æterisk livsstrøm fra sit væsen tilflyde de åndeligt uvakte og ubevidste skygger, der dengang var menneskenes sjæle, og i kraft af sin almægtige vilje begavede Gud på denne måde hvert eneste menneske med en svag "gnist" af sin egen tanke og vilje. Eftersom alt liv, der stammer fra Gud, er udødeligt, delagtiggjorde Gud dermed den hele menneskeslægt i det evige Liv. Da Gud således havde påtaget sig faderskabet til hele den dengang så elendige menneskeslægt, henvendte Han sig til de Yngste og anmodede dem om at være Ham behjælpelige med at lede menneskeheden ud af mørket - uvidenhedens, ondskabens og dødens verden - og frem mod lyset - visdommens, kærlighedens og livets verden. I sin alviden så Gud, at den eneste måde, hvorpå den uendeligt tilbagestående menneskeslægt kunne ledes frem mod lyset, ville være efter reinkarnationens princip; da alle jordiske materier - qua mørkets herredømme på og omkring jordkloden - er forgængelige, vil de jordiske menneskelegemer, der skabtes af de Ældste, aldrig kunne tjene som "hylstre" for menneskeånderne længere end i en yderst begrænset årrække ad gangen, og da menneskeåndernes modningsproces varer millioner af år (se afs. 3.6), siger det således sig selv, at det vil være nødvendigt for det enkelte menneske at gennemleve et utal af jordeliv i forskellige kroppe. Som opholdssteder for menneskeånderne mellem deres mange inkarnationer skabte Gud, efter, Han havde taget sine ældste børns elendige skabninger til sig som sine egne, seks astrale lysverdener uden om jorden. Disse sfærer anbragte Gud i behørig afstand fra de Ældstes af mørket ødelagte, æteriske opholdssted.
De Yngste indvilgede i at lade sig binde til menneskefostre for at fødes som mennesker iblandt menneskene. De erkendte nemlig, at dette var den eneste måde, hvorpå de ville kunne yde menneskene en effektiv hjælp. De Yngste gøs tilbage for det kolossale opdragelsesarbejde, der lå foran dem, og for den hæslige mørkeverden, de fremover gennem mange evigheder måtte lade sig føde i, men deres dybe medlidenhed med menneskene, og Guds urokkelige løfte om støtte overvandt deres frygt. Et enormt arbejde tog sin begyndelse. Gennem de første mange tusinde år sørgede Gud for, at de Yngstes umådelige intelligens, dybe følelsesliv og erindring om tilværelsen i Guds herlighedsrige blev særdeles kraftigt nedsat under deres jordeliv. Havde Gud ikke foranstaltet en sådan begrænsning af de Yngstes enorme personligheder, var deres inkarnationer som mennesker på jorden blevet uudholdelige for dem. I urtiderne stod de Yngste således kun nogle få grader over menneskene. Eftersom det standpunkt, de første mennesker indtog, var uendelig ringe - såvel i fysisk som i åndelig henseende - var de Yngste, for at kunne nå mærkbare resultater, nødt til at koncentrere deres kulturarbejde til visse menneskeracer og visse geografisk afgrænsede områder. Uendelig langsomt, skridt for skridt, slægt efter slægt ledede de Yngste menneskene fremad, idet de lidt efter lidt tilførte dem nye og større kundskaber, flere og flere hjælpemidler til brug for det daglige liv. Efter årmillioners fysisk og intelligensmæssig udvikling når mennesket nogle højdepunkter i sin modningsproces. Disse anskueliggøres i VML. ved omtalen af tre for længst svundne, forhistoriske kulturriger - de første virkelige frugter af de Yngstes koncentrerede indsats: Stillehavsriget, det såkaldte Lemurien, Atlanterhavsriget, det såkaldte Atlantis, og Det afrikanske rige i Østafrika (disse rigers beliggenhed samt flere aspekter af deres kulturelle forhold er indgående beskrevet i VML).
Fuldt ud bevidste om Guds og de Yngstes hensigt med det enorme kulturarbejde iagttog de Ældste fra deres astrale opholdssted uden om jorden lysets fremgang blandt menneskene. Med den ældste af de Ældste, Ardor, i spidsen nåede de alle frem til, at jorden skulle forblive deres verden, at menneskene skulle forblive deres skabninger, skulle forblive mørkets børn. For at kunne begribe, hvordan de Ældste kunne fatte en så selvisk og grusom beslutning, må man huske på, at de på dette tidspunkt havde været udsat for mørkets påvirkning gennem millioner af år og således i næsten ét og alt havde udviklet sig til ondskabsfulde, splittede og dybt skræmmende personligheder. Hidtil havde de Ældste søgt at hindre menneskehedens fremgang ved - i kraft af deres umådelige viljestyrke - at sende hobe af mørke ind over de steder, hvor der var den største fremgang at spore i de Yngstes arbejde, men omkring år 12.000 f.v.t. indtræder der her en afgørende ændring. Pga. det mørke, de Ældste ved deres ondskabsfulde tanker og handlinger bestandigt tiltrak, var deres opholdssted uden om jorden blevet mere og mere ødelagt. Tilværelsen i dette Ødelagte Rige var derfor blevet så trøstesløs og knugende for de Ældste, at den nærmede sig det uudholdelige. Nogle af de ældste foreslog da at de alle lod sig inkarnere på jorden for dér at søge tilflugt for den hæslige tilværelse, de førte i den astrale mørkeverden. Gud lod snart sin stemme lyde til alle de Ældste for at advare dem mod denne handlingskurs, idet Han fuldt ud indså, hvor skadelige konsekvenser det ville få for de Yngstes arbejde for menneskeheden, hvis disse højtstående og af mørket gennemsyrede personligheder lod sig føde som mennesker på jorden. Men de Ældste så atter bort fra Guds advarsler. En ny epoke i menneskehedens historie begyndte. Herom kan man i VML bl.a. læse følgende (s. 187): "Da de Ældste imod Guds Villie inkarnerede sig paa Jorden, blev de i endnu højere Grad i stand til at drage Mørket sammen om Menneskene, idet al Mørkets Ondskab og alle slette Lidenskaber var koncentreret i deres Aandelige Jeg, og Magtbegæret tvang dem til, i alle Livets Forhold, at søge de mest fremtrædende Stillinger, uanset om de naaede det eftertragtede gennem talrige Forbrydelser - gennem Brud paa guddommelige og menneskelige Love. Så langt som alle overleverede historiske Meddelelser kan føres tilbage, vil man i alle Beretninger fra Jordens forskellige Lande kunne finde disse Skikkelser, Mænd saavel som Kvinder, der i Had, Ondskab, Forbrydelser, Pragtsyge og Magtbegær staar uendelig langt over Gennemsnitsmennesket".
Hvor de Yngste i deres menneskeliv havde forsøgt og til stadighed bestræbte sig på at lære menneskene at respektere andres liv, andres ejendomsret og lærte dem at vise omsorg for deres børn, for gamle og svage, der lærte de inkarnerede Ældste menneskene at samle sig i hære, at dræbe, plyndre og tage med magt. Og de lærte mændene at tage mange kvinder og lade hånt om deres afkom. Hvor de Yngste i deres jordeliv lærte menneskene om en kærlig, barmhjertig og faderlig Gud, der lærte de Ældste menneskene om grusomme, skinsyge guder, der bestandigt måtte underkøbes med offergaver. Disse hinanden modsatrettede arbejdsindsatser sporedes på alle livets områder, også de videnskabelige, hvor de Yngste vedblivende søgte at udvide menneskenes kendskab til naturens kræfter og lovmæssigheder, til verdensrummets beskaffenhed og stjernernes baner, mens de Ældste - hvor de ikke blot nøjedes med at forvanske og forurene de kundskaber, menneskene modtog fra de Yngste - selv bibragte menneskene viden, viden, der havde sit udspring i mørket. Alle de store opfindelser inden for krigens kunst stammer således fra de Ældste, ligesom oprindelsen til de fleste sindrigt udtænkte torturredskaber, sygdomsfremkaldende stoffer og bakterier må søges i disse vældige mørkepersonligheders genialitet.
Som titaner i hhv. mørkets og lysets tjeneste kæmpede således de menneskeliggjorte Ældste med de menneskeliggjorte Yngste. Hver gang de Yngste et sted på jordkloden havde nået gode resultater blandt menneskene, traf de Ældste deres modforanstaltninger og lod sig føde netop dér for at forvrænge og nedbryde det tilvejebragte. På denne måde degenererede flere af oldtidens højtstående civilisationer for til sidst at bukke helt under. Omtrent år 800 f. Kr. begyndte de Yngste for alvor at blive modløse, fordi det - pga. menneskehedens endnu meget lave etiske standpunkt - stedse var betydeligt nemmere for de Ældste end for dem selv at vinde tilslutning hos den brede masse. Og færre og færre af de Yngste vovede at lade sig føde i menneskenes midte. Blandt de menneskeliggjorte Yngste fra dén ca. 800-årige periode, der strækker sig fra dette tidspunkt og frem til Kristi fødsel, nævnes i VML det gamle Irans Zarathustra - der søgte at bibringe menneskene en større forståelse af lysets kamp mod mørket og det onde - Buddha, Lao-tse, Kong-tse og Meng-tse samt - fra den europæiske kulturkreds - en række af hhv. det gamle Hellas' og Romerrigets filosoffer, kunstnere, stats- og videnskabsmænd.
Også nogle af jødefolkets profeter fra disse århundreder var af de Yngste. Disse havde af Gud fået til opgave at berede vejen for deres bror og fører, den ældste af de Yngste, der som Jesus af Nazareth bragte menneskeheden kærlighedsevangeliet. Et andet hovedformål med denne den ældste af de Yngstes femte (og sidste) inkarnation var det som mennesket Jesus at bede for Ardor, den ældste af de Ældste (1 Note) Det var Guds plan, at lyset og dermed angeren på denne måde skulle bringes til den faldnes sind. Evangeliernes beretninger om fristelsen i ørkenen handler i virkeligheden om denne nøglebegivenhed i Jesu liv (se afs. 2) og en indgående redegørelse for dens faktiske forløb og sande betydning er at finde i VML (s. 36). Jesus formåede ikke at bede for Ardor og derfor sejrede mørket over ham. Korsfæstelsen og de første efterkristelige århundreders forurening af Jesu ophøjede kærlighedslære er resultater af denne mørkets sejr over den ældste af de Yngste (se afs. 2.1).
Eftersom kristendommen primært vandrede mod Vest og Nord, kom i de følgende århundreder de Yngstes arbejde til at koncentrere sig i Europa. På mangfoldig vis søgte de at bringe den forurenede kristendom tilbage til dens udgangspunkt. Men de led mange og store nederlag; vildledte af formørkende tankepåvirkning fra den Ældste, var der mange af dem, der i deres jordiske arbejde endte med at forsvare netop de teologiske idéer, de af Gud havde fået til opgave at angribe. Og mørkets tjenere nøjedes langt fra med at bekrige de Yngste ad tankens vej; også i inkarneret tilstand - eksempelvis fra høje kirkeembeder - formåede de Ældste at drage kristendommen nedad. De mange religionskrige, først korstogene, dernæst de af reformationen forårsagede, europæiske konflikter, var ligeledes frugter af de Ældstes arbejde. For Ardor vedblev med at inkarnere sine brødre og søstre på de steder og i de miljøer, hvor han - i kraft af sin umådelige intelligens og åndskraft - så, at der ville være størst chance for effektivt at blokere de Yngste i deres freds-, oplysnings- og kulturarbejde.
Ikke desto mindre begyndte mørket uendelig langsomt at vige for lyset. I kraft af dén naturlige, åndelige og intelligensmæssige modningsproces, som det af Gud benyttede reinkarnationsprincip afstedkommer, begyndte flere og flere mennesker selv at kunne anvende de kundskaber, de modtog fra de Yngste, flere og flere formåede selv at vende sig bort fra de falske læresætninger, som de Ældste havde indsneget i de forskellige trossystemer, i filosofiske tankebygninger og videnskabelige discipliner. Samtidig fik flere og flere mennesker i stigende grad øje for den skønhed, som de Yngste bragte dem inden for arkitekturen og inden for kunstarterne; musikken, digte- og malerkunsten højnede langsomt menneskenes erkendelse af det guddommelige, forædlede manges følelser, glædede manges sind. Og med rædsel indså den Ældste, at han ikke varigt formåede at hindre lysets fremgang, at lyset til sidst måtte sejre.
At tiden var ved at være moden, at mørkets magt snart måtte brydes, kom dog først til at stå helt klart på et tidspunkt, der efter vor tidsregning falder omkring år 1900. Under Guds ledelse arbejdede store skarer af de Yngste - med deres ældre broder, Kristus, i spidsen - på at bane vej for realiseringen af Guds plan for lysets endelige sejr. For om muligt at forskåne de Yngste for mange tunge inkarnationer, havde Gud anvist dem en ny arbejdsmåde, en genvej til det endelige mål: de Yngste skulle forsøge at sætte sig i forbindelse med et på jorden levende menneske med mediumistiske evner, et menneske, der på denne måde kunne fungere som midler, som talerør for Guds budbringere. Tanken var via denne direkte meddelsesmåde at give menneskeheden kendskab til den oversanselige verden og lysets evige sandheder. Efter utallige gange at være blevet afvist som løgnere og bedragere af uforstående spiritistiske kredse over hele jordkloden, lykkedes det omsider for nogle af de Yngste - efter ca. 50 års arbejde - at finde en lille kreds af mediumistisk begavede mennesker, der fattede fuld tillid til deres ord. Det er denne kreds' vigtigste medium, Johanne Agerskov, der, sammen med sin mand, Michael Agerskov, har udgivet de modtagne meddelelser i bogen "Vandrer mod Lyset! Et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden".
I det jordiske år 1911, mens en stor gruppe af de Yngste arbejdede med Agerskovs kreds, bestemte Gud, at Han ville give sine udsendinge endnu større støtte i deres gerning for lysets fremgang. Og Gud nåede det mål, Han sigtede mod med sin ekstraordinære indsats. Eftersom den triumf, der hermed blev opnået i lysets tjeneste, udspillede sig i den oversanselige verden, unddrager den sig - i hvert fald umiddelbart - jordisk registrering, og i nærværende sammenhæng skal der derfor gives en kort redegørelse for dens forudsætninger.
Blandt de mange af Guds love for menneskenes liv, som de Ældste ved deres ulovlige inkarnationer bragte forvirring og uorden ind i, var lovene for menneskeåndernes tilknytning til og løsning fra de menneskelige legemer. For at bevare herredømmet over menneskeheden drog de Ældste lige så længe, som de modarbejdede Gud og de Yngste, mørke ind over det astrale jordplan, og dén tætte koncentration af mørke, der herved opstod, forhindrede i meget lange perioder ad gangen de Yngste i at bringe afdøde menneskers sjæle til hvile i deres opholdssteder i lysets astrale verdener. De mange kropsløse ånder, der på denne måde forblev bundne til jorden, pga. mørkets udstrålinger, forårsagede da megen skade blandt de "levende", idet de snart spredte rædsel ved at vise sig for dem, snart - ad suggestiv vej - indgav dem forbryderiske tanker, der ofte omsattes i handling. Fra de ældste historiske tider og fra alle folkeslag over hele jorden haves autentiske beretninger om disse gengangere, der i perioder var umådelig talrige, ja VML oplyser (s. 188), at der "undertiden færdedes flere "døde" end levende paa Jorden".
Mens Kristus med flere af de Yngste var draget rundt på det astrale jordplan for at finde egnede medier til det arbejde, der skulle ende i og med "Vandrer mod Lyset!", havde han - i sin utrættelige kærlighedsgerning - hentet stadig flere af disse mørke- og syndsbundne menneskeånder hjem til deres sfæriske hvilesteder, men i 1911 lod da Gud sin vældige stemme lyde til alle de endnu omflakkende ånder. Og Guds kærlige opfordring om at vende tilbage til livet og til lyset i de sfæriske hvilesteder blev fulgt af alle. Ja, Guds stemme lød endogså til de diskarnerede Ældste i det Ødelagte Rige, "helvedessfæren", og selv disse lod sig bevæge af Guds faderlige kalden. Efter årmillioner i synd og laster vendte de tilbage til deres tabte hjem. Kun den Ældste, Ardor, blev tilbage, idet han frygtede, at hans utallige onde gerninger ville fælde ham, at han ville blive knust af sin Fader. Da opsøgtes han af den ældste af de Yngste, Kristus, der - ledet af Guds tanke - fandt ham i det dybeste mørke, og Kristus mindede Ardor om, hvad han i sit komplet formørkede sind havde glemt: at Guds barmhjertighed og kærlighed aldrig svigter - hvor dybt en synder end er faldet. Og da fulgte Ardor Kristus. Med umådelig fryd modtog alle de Yngste nyheden om, at deres utallige anstrengelser omsider havde båret frugt, at deres højtelskede broder omsider var vendt hjem, at mørkets fyrste ikke længere ville obstruere deres arbejde for menneskeheden. Efter i sit herlighedsrige at have modtaget og tilgivet sin gennem millioner af år fortabte søn, pålagde Gud Ardor, som første bodshandling, at drage til jorden for dér via Agerskovs kreds at forme et budskab til hele menneskeheden, et budskab, der dels skulle forme sig som en syndsbekendelse, dels som en inderlig bøn om tilgivelse for alle de rædsler, smerter og lidelser, han, Ardor, som mørkets øverste repræsentant på jorden, havde påført sine skabninger, menneskene ("Ardors Beretning" udgør op imod 1/3 af VML).
Med Ardors og de diskarnerede Ældstes tilbagevenden og med de syndebundne menneskeånders fjernelse fra det astrale jordplan besejrede lyset mørket. Men dette betyder på ingen måde, at mørkets magt på jorden er elimineret; næsten helt frem til tidspunktet for sin tilbagevenden til Gud (i 1912) inkarnerede Ardor i tusindvis af Ældste, der fortsatte med at virkeliggøre mange af deres ældre broders forfærdelige planer for mørkets fremgang blandt menneskene (2 Note) Dødsdagen for den sidste af de på jorden inkarnerede Ældste er således først faldet engang i 1980'erne. Dé forfærdelige krige o.a. katastrofale begivenheder, som dette århundrede har været vidne til, må derfor betragtes som nogle af de sidste resultater af de Ældstes direkte indflydelse på menneskehedens skæbne - fremover vil der ikke på samme måde som hidtil stå åndelige intelligenser bag mørkets manifestationer på jorden; det vil for første gang nogensinde være fuldt ud op til os mennesker, hvordan fremtiden skal forme sig. "Ardor er vendt hjem til Gud, til sin Fader, og Menneskeheden er ikke længer underkastet hans Herredømme, hans direkte Paavirkning og direkte Indskydelser. Men endnu er Menneskeheden langtfra naaet til: i fuld Enighed, i indbyrdes Kærlighed og i Tillid til Gud at anerkende Ham som deres Aands Fader, som Jordelivets øverste Leder (...) Først naar Størsteparten af Jordens mange millioner Mennesker har lært den sande Gud at kende, som den Han virkelig er, har lært at elske Ham og at bøje sig for Ham alene, har lært fuldtud at tilgive Ardor, Menneskelegemets Skaber, først da vil det for Alvor kunne mærkes: at Djævelens trone staar tom!
I "Vandrer mod Lyset!" har Gud kaldt paa alle sine elskede Børn; thi Han længes efter deres fulde Kærlighed; Han længes efter deres fulde Tillid! (...) Men naar vil de høre Hans kaldende Røst? Naar vil de svare Ham?" (3 Note) Fremtiden vil vise det.
Gå til afsnit 2
"Vandrer mod Lyset!" som fuldendelsen af Jesu lære.