![]() Et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden Udgivet af Michael Agerskov |
||
|
”Vandrer mod Lyset! – et budskab fra den oversanselige verden” er en enestående bog i menneskehedens historie. Den
udkom første gang i København 1920, og er siden blevet
genoptrykt mange gange og oversat til flere sprog. Udgiveren var lektor
Michael Agerskov, men, som det forklares i forordet, er bogens indhold
forfattet af forskellige åndelige intelligenser og herefter nedskrevet
af mediet Johanne Agerskov, udgiverens kone. Det oplyses, at det er Guds
vilje på denne måde at klarlægge for menneskene alle
de fundamentale spørgsmål: Hvem har skabt mennesket? Overlever
vi døden? Hvordan er universet opstået? Hvordan kan Gud
tillade krige, ondskab og lidelser? I det følgende gives en kort introduktion til bogens kapitler. En mere grundig og systematisk gennemgang af værket findes under punktet Uddybende referat. ”Ardors Beretning” er en historisk fremstilling, der går fra de ældste tider op til tidspunktet for bogens fremkomst. Her beskrives Guds fremstigen, universets skabelse og de to mægtige kosmiske kræfter, lyset og mørket, lig med det gode og det onde. Det beskrives, hvordan Gud skabte vores ældre åndelige søskende, i VML kaldet de Ældste og de Yngste, hvordan de Ældste faldt for mørket og hvorledes dette fald efter millioner af år førte til menneskenes skabelse. Videre berettes det, hvordan Gud påtog sig faderskabet til menneskeånderne, gav os vores frie tanke og vilje og opstillede reinkarnationsloven, for at vi langsomt, gennem talrige liv på jorden, kunne vokse i åndelig modenhed. I ”Ardors Beretning” gennemgås desuden en række nøglebegivenheder i menneskehedens historie og der kastes fra et overjordisk perspektiv helt nyt lys over ikke mindst Jesus af Nazareths liv. Det berettes tillige, at de Ældste først i nyere tid er vendt tilbage til Gud, og at det var denne sidste begivenhed, der muliggjorde VML's fremkomst, og endelig har skabt håb om fredeligere tilstande på Jorden. ”Kristi Tale”, ”Guds Tjeners Tale” og ”Lignelser” er alle kapitler af etisk-religiøst indhold. Kristus taler direkte til os og formaner os til at leve i indbyrdes fordragelighed, fred og kærlighed. Han fortæller bl.a., hvordan vi gennem en oprigtig bøn til Gud altid vil blive hørt, og altid vil modtage hjælp i form af større styrke til at klare de vanskeligheder, der møder os. Han forsikrer os om sin hengivenhed og aldrig svigtende støtte til alle mennesker, uanset race og tro, og han opmuntrer os til med fast overbevisning og tillid at følge de love og veje, som Vandrer mod Lyset! udkaster for os. ”Kommentar til Ardors Beretning” rummer en vældig mængde detaljerede oplysninger af historisk, videnskabelig og religiøs art. Her beskrives indgående de forskellige åndelige og fysiske dimensioner, hvorledes menneskeånden tilknyttes den fysiske krop og hjerne, samt hvilke mekanismer der spærrer for hukommelsen om vores tidligere liv. Der gøres rede for, hvordan ”sfærerne”, hvor menneskene opholder sig mellem inkarnationerne, er indrettede, for universets opbygning, for Jordens forhistoriske riger, eksempelvis Atlantis, for eksistensen af Guds Rige og meget mere. Endvidere gennemgås mange okkulte og overnaturlige fænomener, der ikke kan forklares af den eksisterende videnskab, men som i virkeligheden er ganske lovbundne. ”Efterskrift” Her afrundes bogen og der redegøres i detaljer for værkets specielle fremkomst. Stillet over for et værk som VML, må man naturligvis spørge sig selv, om det kan være rigtigt, at det skriver sig fra de åndelige intelligenser som påstået. Selvom dette ved første overvejelse må forekomme utroligt, bør man lade bogen tale for sig selv, og først tage endeligt stilling efter grundigt at have gennemlæst og gennemtænkt hele budskabet. Kunne dens klarhed i indhold og form, meddelelsernes indlysende sammenhæng og konsekvensen i hele det omfattende og detaljerede "verdensbillede", som opstilles, overhovedet være frembragt på anden måde? Læs og døm selv! |
||
| 127. Salme, 1. V.: Dersom Herren ikke bygger Huset, da arbejde de forgæves, som bygge derpaa;.... | ||
|
Læs den engelske udgave af denne hjemmeside på www.toward-the-light.com Har du spørgsmål ang. VML, så send os en e-mail Oplever du tekniske problemer med netsiden, så kontakt vores webadministrator - AD'sistance Læs VML online | Forside | Hvad er VML? | Uddybende referat | Bøger og bestilling | Fond og forlag | Kontakt | Links |